Pia Ravn Jensen

Pia Ravn Jensen

Om læste bøger

	Strøtanker Wau, gid det var mig der havde skrevet den tænker jeg når jeg har læst en bog jeg er særlig begejstret for. Eller også slår det mig: Hvorfor overhovedet selv skrive? Den første reaktion virker inspirerende, den anden kvæler jeg stille og roligt. Her på siden kan du læse nogle strøtanker om bøger, der har ramt mig på den ene eller anden måde – nogle strøtanker skrevet umiddelbart efter endt læsning eller genlæsning, for gode bøger fortjener og tåler mindst to læsninger. Om at læse og lytte På BogForum omtalte Anna Libak lydbøgernes popularitet som lytteraturen. Selv siger jeg, at jeg lyttelæser, eller rettere sagt, jeg forsøger at huske at sige det, for det falder mig mest naturligt at sige, at jeg læser. Jeg elsker bøger, men det er over 35 år siden jeg har læst i en. Da jeg var i midten af tyverne mistede jeg en stor del af mit syn og siden har jeg ikke læst en bog ”med øjnene”. Til gengæld lytter jeg til den ene bog efter den anden og selvom der er stor forskel på at lytte og læse, så forsøger jeg at lytte som jeg i sin tid læste, opmærksomt for ikke at gå glip af et komma. Jeg lytter til bøger, ikke fordi at jeg så kan lave noget andet imens eller for at have noget at falde i søvn til men fordi det er den mulighed jeg har. Jeg kan godt lide at gå til en bog så blank som muligt, ikke læse omtaler eller anmeldelser før jeg selv har læst, altså lyttet, til bogen men uha, hvor kan der dog ligge meget fortolkning i en oplæsning – allerede stemmen i sig selv er jo et lag mellem teksten og læseren – Jeg er selvfølgelig superglad for de mange bøger der bliver indlæst, men hvis jeg kunne læse med øjnene ved jeg godt hvad jeg ville vælge.		;
		Agathe En kort og intens fortælling om lægen, der ser frem til at gå på pension, han tæller dagene, tæller ned, men til hvad? En lavmælt fortælling om at blive til noget, at være nogen, at være noget for nogen - at blive til i mødet med andre. Jeg er vild med den måde som A.C Bomann lader store psykologiske erkendelser udspille sig i små begivenheder - som når lægen bliver konfronteret med sin egen afmagt i en krøllet serviet, smidt af en klient i sorg. "Selv da den lå helt stille, som en enlig åkande på den blanke mahogniflade, blev jeg siddende." Eller når han ikke ser sit eget ansigt i spejlet, fordi der ikke er noget spejl. En fortælling om eksistentiel ensomhed, kedsomhed og manglende handlekraft, men også en fortælling om længsel og håb, om lægen, der bliver hjulpet på vej af klienten Agathe, sin sekretær og hendes døende mand... Teksten er mættet af spor, der på elegant vis forbindes. En sand fornøjelse at læse!
		Før sol går ned Der er romaner der kræver mere opmærksomhed end andre og Erpenbecks er en af dem, der fortjener at blive læst grundigt og langsomt, for den har virkelig meget at byde på, og jeg har med stor fornøjelse læst Før sol går ned. Romanens overordnede ide er egentlig enkel nok: En pige bliver født og læseren følger fem versioner af hendes og familiens livsforløb - en illustration af hvordan små tilfældigheder kan få livsafgørende betydning; forskydninger i viden, tid og tanke, valget mellem højre og venstre … I forhold til livets tilfældigheder som tema, er der ikke overladt meget til tilfældet i Erpenbecks gennemarbejdet tekst – respekt! Men man må holde tungen lige i munden for at følge med. Romanen består af fem bøger, nogle intermezzoer og en lang række korte kapitler, hvor der springes mellem steder og personerne - i et kapitel optræder der pludselig flere jeg’er: ” Jeg slog en latter op. Jeg med.” Teksten gav mig mange anledninger til at stoppe op, undre mig, gå tilbage, hvilket jeg godt kan lide. Selvom romanen i sin form adskillige gange gør læseren opmærksom på, at der er tale om fiktion – pigen der blev født i første bog dør op til flere gange - så blev jeg alligevel grebet af hendes og slægtens skæbner. Erpenbeck har en utrolig evne til at fremmane grusomheder og tragedie i få og usentimentale formuleringer og stiller spørgsmål som: Har det nogen betydning for den, der ikke kender sandheden, om en af ens nærmeste er død eller blot meget langt borte?” I romanen refereres der flittigt til historiske begivenheder, steder og ideologier, og der citeres fra religiøse tekster. Et læderindbundne tyvebindsværk af Goethes samlede værker optræder løbende gennem hele romanen - er man ikke lige fortrolig med titler af Goethes som f.eks Guden og bajaderen eller Ifigenia, så må man søge udenfor romanen – Jeg er virkelig begejstret og synes det har været en stor læseoplevelse at stifte bekendtskab med Jenny Erpenbeck og har med samme fornøjelse læst Hjemsøgelse.
		Dyreliv af Auður Ava Ólafsdóttir En læseoplevelse, der allerede undervejs kalder på en genlæsning! Frydefulde formuleringer, tankevækkende afsnit om ”tilfældet”, der først blev opfundet i 1605, generationer af tilfældigheder, finurlige udsagn om mennesket, der aldrig kommer sig over at være blevet født, poetiske linjer som:" Under en ny himmel en ny jord h ø r e s e n f u g l." En fortælling om "lysets moder" (på islandsk kan en jordemoder blandt andet omtales som lysmoder), om at blive til, om at være til, om at gå til...ja, om liv og død, kræfter i naturen - også den menneskelige...
		17.juni af Alex Schulman Sproget er let, fortællingen flyder og alligevel vibrerer linjerne af drama - en knugende fortælling om en drengs traumatiske og fortrængte oplevelser en bestemt sommerdag, nemlig den 17.juni. Jeg blev fanget af den intense stemning fra første side. Som voksen finder Vidar sin afdøde fars telefonbog i en flyttekasse. Vidar ser nummeret til det sommerhus hvor han som barn holdt ferie med sine forældre og søster. Han ringer til mummeret og første gang er det hans far, der tager telefonen! Er han ved at blive skør eller hvad? Ja, Vidar ringer til sin barndom, ringer op igen og igen og taler blandt andre med sig selv som barn. Til min egen overraskelse "købte" jeg uden videre præmissen – jeg blev simpelthen forført af Schulmans eminent velskrevne og velkomponerede fortælling og jeg vil uden tvivl genlæse romanen og måske dukker der nogle detaljer op, som jeg missede i første læsning - men først skal jeg lige sunde mig over en stærk fortælling om Vidar og hans familie. Det er den første roman af Alex Schulman, som jeg har læst – men ikke den sidste.
		Is-slottet af Tarjei Vesaas Skildringen af den 11-årige Sis og hendes relationer er virkelig fin og jeg er ret imponeret over hvordan Vesaas kan udtrykke sig så enkelt og alligevel stærkt. Jeg kunne virkelig mærke Sis og følge hendes tanker og sindsbevægelser og på en måde kunne jeg godt nøjes med denne del af Vesaas fortælling. Den eneste aften Sis er sammen med den jævnaldrende pige, Unn, føler hun sig på en måde snydt – det gjorde jeg også efter den første læsning af Is-slottet, for hvad er det med Unn? Det er noget grimt, tænker Sis, men hun vil ikke vide hvad det er…, men det ville jeg åbenbart gerne, selvom jeg ellers godt kan lide, at der er rum til fortolkninger. Da jeg læste romanen igen syntes jeg derimod, at det virker stærkt, at der kun er antydninger af ”hvad det er, der er med Unn”. Som sagt kunne jeg godt have nøjes med skildringen af Sis, hendes relationer og reaktioner. Men i fortællingen optræder der også mystiske øjne og en mystisk fugl og sådan kan man jo vælge at tolke det, altså som mystisk. Jeg kan også godt læse det som psykologiske beskrivelser/eksistentielle erfaringer af angst, sorg og død, eller som billeder på naturens kræfter, herunder også den spirende seksualitet, der virker dragende og skræmmende på Sis. Jeg synes bare at bortset fra en "mystisk" tolkning af f. eks fuglen (kap. 10), så er det hele så eminent fint skrevet frem - også forholdet til gud antydes hos både Unn og Sis.
		Dødsbo af Inger Smærup Sørensen Den navnløse fortæller flytter ind i Ellys dødsbo, hvor hun forsøger at dulme sin undergangsangst ved at gentage Ellys handlinger og rolige livsrytme. For eksempel klæder hun sig i Ellys kitler, læser hendes gamle ugeblade og finder en form for mening i samlivet med husstøvmiderne, et samliv der er godt, virkelig godt. Det er en morsom og begavet fortælling om især kvinderne i den landsby der er rammen om fortællingen, lang fra Styrelsen, der er indrettet til ikke at udrette noget af betydning og hvor den navnløse fortæller tidligere har arbejdet. Nøgleord: Fællesskaber, store som små, kvindesyn, bureaukrati klimakrise, biodiversitet, identitetsmarkører, magt og manglende handlinger … det hele er flot flettet sammen med fine detaljer og skarpe iagttagelser.
		Fuglene af Tarjei Vesaas En sand perle! Selvom det er tredje, eller måske fjerde gang, jeg læser Fuglene af Tarjei Vesaas, bliver jeg stadigvæk berørt af fortællingens hovedpersoner, Mattis og hans søster Hege. Det er imponerende hvor meget drama Vesaas formår at skabe i den ret så lavmælte fortælling. Forfatterens sproglige omhu er en fornøjelse, og linjerne vibrerer af intensitet, ikke mindst indblikket i Mattis tanker og følelser. En klar anbefaling herfra og Bent Otto Hansens indlæsning af Vesaas Fuglene er virkelig god!
		Kældermennesket af F. Dostojevskij Har man fået for meget julehygge kan jeg anbefale Kældermennesket, som jeg selv læste i slutningen af en december måned. Allerede titlen lægger jo godt op til det ubehagelige møde med romanens hovedperson og fortæller - men har man mod på at blive præsenteret for nogle af menneskesindets mindre positive sider, så er Dostojevskij absolut et must. Jeg har læst og genlæst flere af hans andre romaner og jeg vil helt sikkert også genlæse "Kældermennesket". Dostojevskijs psykologiske indsigt og den måde ordene flyder gør det til en fornøjelse at læse - også selvom indholdet virker ubehageligt.